top of page

TIDLIGERE SALONER

Big band, kultursalon, 1920, Foto: James Jefferys

Parisersalon i 1920'erne

I marts 2019 afholdt Folkeuniversitetet atter ”Århundredets Festival” og atter leverede Kultursalon Aarhus et par sanseberusende saloner som del af denne! Årets tema er ”Mellemtiden 1918-1939”, og med afsæt i dette, lod vi os inspirere af 1920’ernes parisiske saloner og disses markante værtinder som Gertrude Stein og Nathalie Clifford Barney. Ligesom tiden mellem de to verdenskrige var præget af opbrud, bar salonerne præg af oprør og frisind. 

Aftenen bød på en overflod af kulturelle indslag, bl.a. oplæsning af kunstneriske manifester, eksotiske dansere, jazz, smægtende tangoviolin-toner og stumfilm.

Big band, kultursalon, 1920, Foto: James Jefferys

Belle Epoque Salon

Århundredets Festival handlede i 2018 om La Belle Époque (1871-1914), og inviterede Kultursalon Aarhus på festivalens åbningsdag til en aften med det bedste fra denne, Frankrigs smukke blomstringsperiode! En tid, hvor der var fred i Europa, og tidsånden var optimistisk. Vi bød vore gæster på et glas absint, og baren serverede champagne og madeleinekager, som hjalp os på sporet af den tabte tid. Dertil bød aftenen på et væld af kulturelle indslag: fra salonmusik til operette, burlesque, dekadente digte og symbolistiske sanseeksperimenter - samt et oplæg inspireret af salonens husvært, Kvindemuseet, om salonværtinderne som kvinderettighedsforkæmpere. 

Big band, kultursalon, 1920, Foto: James Jefferys

60'er Salon

Til Folkeuniversitetets Århundredets Festival 1950-2000 i 2017 var fredag aften den 10. marts i 1960'ernes tegn, da vi lavede en eksistentiel og psykedelisk tressersalon i SpLaB på det Jyske Kunstakademi. Vi vækkede ånden fra Andy Warhols New York-arty Factory og blomsterbørnenes kreative kræfter i groovy swingin' London med en undergrundskunstneratmosfære af performance artists, sangere, kvindefrigørende burlesquedanser, digtoplæsere, musikere, et band, der spillede cool jazz, og syrerockbandet Elevatorfører. Vi kom både omkring psychedelic tegnefilmkunst, Dansevise, Schade, Susan Sontag, Turèll, Yoko Ono, go-go dans, pop art, Goldfinger, pigtrådsbands og meget mere.

Big band, kultursalon, 1920, Foto: James Jefferys

ALLEHELGENSALON

Den 1. november 2016 holdt vi en salon i det gotiskes tegn, en aften for det makabre, det natlige, det karnevaliske og det lyssky. I den nygotiske kirke UngK i Nørre Allé præsenterede Kultursalon Aarhus et program farvet af allehelgensaftensstemning, sådan som kunsten har fortolket den til alle tider. Der blev bl.a. spillet middelalderlige sørgetoner og sange om elskende, der må mødes om natten i hemmelighed; læst uddrag højt fra litteratur om karnevalskultur og om en dekadent begravelsesfest farvet i sort; og vi viste klip fra stumfilmen ’Nosferatu’ med jazzpiano til.

Big band, kultursalon, 1920, Foto: James Jefferys

BERLINERSALON

Til Folkeuniversitetets Århundredets Festival 1900-1950 i 2016 var lørdag aften den 5. marts i 1920'ernes tegn, da vi lavede en dekadent berlinersalon på Rosenteatret. Det lille teater mellem Graven og Rosensgade blev tryllet om til 1920'ernes berlinerundergrund a la KitKatKlub med ternede duge på caféborde og charlestondamer og tyske baroner over det hele. Publikum var stort, pladsen var træng, men humøret var i top, og de fik et brag af et show fra sangere, burlesquedansere, digtoplæsere, musikere og tilmed et helt big band. Vi kom både omkring Kurt Weill og Bertolt Brecht-klassikere, stumfilm, Comedian Harmonists, absint, revyviser, grammofonplader, cabaretdans og meget mere.

1890'er SALON

I 2014 blev vi inviteret til at lave en række dekadente 1890'er-saloner til Aarhus Symfoniske Orgelfestival 30.okt.-1.nov. Konservatoriets orgeløvelokale i Musikhuset blev omdannet til en henrivende salon med runde caféborde, persiske tæpper, draperinger på væggene, møbler og andre unikke artefakter, lånt af Teatret Filuren. Her blev publikum ført ind fra foyeren af nymfefine turn-of-century-damer som til et hemmeligt rum i et magisk land. De fik serveret champagne og absint, og der var petitfours på bordene. Så fulgte et 40 minutters program af på skift skønne orgelvignetter og dekadente digte. Det var som Oscar Wilde og den Grønne Fe var tilstede til hver af de fem saloner.

Stuesaloner

De tidligste saloner opstod i 1600-tallets Paris som private selskaber i hoffets damers byhuse - på samme måde opstod de saloner, som lagde grund for etableringen af foreningen Kultursalon Aarhus, privat i Christianes dagligstue. Om end motivet ikke direkte var at styre uden om hoffets strenge etikette, som det var i 1600-tallet, ønskede vi på samme måde at udnytte privatsfærens intime rammer til at bringe kunst og kultur ind i et uformelt rum og dermed sætte det i et andet lys. Charlotte Schimmelmann, Frederike Brun og Kamma Rahbek, de kendteste danske salonværtinder, var inspirationskilder – nok især sidstnævnte, hvis saloner var for alle samfundslag, ikke kun de øverste – og med en skøn blanding af bl.a. professionelle musikere, amatørskuespillere og videbegærlige universitetsstuderende, beviste denne 300 år gamle opskrift på det gode samvær sin stadige aktualitet.

"Om end motivet for vores vedkommende ikke direkte var at styre uden om hoffets strenge etikette, som det var i 1600-tallet, var det for på samme måde at udnytte privatsfærens intime rammer til at bringe kunst og kultur ind i et uformelt rum og dermed sætte det i et andet lys. "

Publikum blev ført ind fra foyeren af nymfefine turn-of-century-damer som til et hemmeligt rum i et magisk land. Det var som Oscar Wilde og den Grønne Fe var tilstede til hver af de fem saloner.

"Kurt Weill og Bertolt Brecht-klassikere, stumfilm, Comedian Harmonists, absint, revyviser, grammofonplader, cabaretdans og meget mere."

bottom of page